Dansk Fundering A/S udvider nu sin tilstedeværelse vest for Storebælt. Med etablering af en afdeling i Løsning ved Vejle og ansættelse af Jonatan Plesner Davidsen som sektionschef styrker virksomheden sin kapacitet inden for rammede minipæle og spunsarbejde.

Baggrunden er en stigende efterspørgsel på specialfundering i det fynske og jyske marked. I efteråret er turen flere gange gået tværs over Storebælt for at ramme pæle, og nu etableres en fast base i trekantområdet.

”Vi oplever en klar vækst i efterspørgslen på rammede minipæle. Med en central placering i Jylland kommer vi tættere på kunderne og kan samtidig sikre den nødvendige kapacitet på begge sider af Storebælt,” siger Anders Kastberg, direktør i Dansk Fundering.

I forbindelse med udvidelsen har virksomheden investeret i nye rammemaskiner for at sikre tilstrækkeligt materiel på både basen i Glostrup og den nye afdeling i Løsning. Der er samtidig etableret lagerfaciliteter for at sikre stabil forsyning og effektiv drift.

Erfaren profil skal stå i spidsen

Til at lede den jyske satsning har Dansk Fundering ansat Jonatan Plesner Davidsen, som kommer med solid erfaring fra Aarsleff og en baggrund fra større bygge- og anlægsprojekter.

”Jeg er glad for min rolle i Dansk Fundering, hvor vi arbejder med specialfundering for både private husejere, entreprenører, ejendomsudviklere og større bygherrer. Jeg har tidligere været involveret i komplekse projekter, hvor geotekniske forhold og uforudsete hændelser stiller store krav til både planlægning og materiel. Den erfaring tager jeg med mig,” siger Jonatan Plesner Davidsen.

Han ser frem til at bidrage til virksomhedens ekspansion og til at genoptage kontakten med sit netværk samt etablere nye samarbejder i det jyske marked.

Styrket samarbejde i koncernen

Etableringen i Løsning sker i tæt samarbejde med søstervirksomheden Christiansen & Essenbæk A/S, som sidste år flyttede ind i nye kontor- og lagerfaciliteter samme sted.

Samarbejdet giver mulighed for at tilbyde samlede løsninger inden for jord-, kloak- og betonarbejde samt ramning af pæle og københavnerspuns.

Om Dansk Fundering A/S

Dansk Fundering er en specialiseret entreprenørvirksomhed med fokus på funderingsopgaver. Virksomheden beskæftiger over 25 medarbejdere, omsætter for ca. 55 mio. kr. årligt og udfører projekter over hele Danmark. Dansk Fundering er et datterselskab til Christiansen & Essenbæk efter en virksomhedsovertagelse i marts 2025.

For mere information kontakt:

Jonatan Plesner Davidsen, sektionschef, telefon: 6040 4223, e-mail: jpd@danskfundering.dk