Christiansen & Essenbæk har i mere end 50 år arbejdet med renovering af blandt andet svømmehaller, og nu tager virksomheden næste skridt på rejsen ved at etablere en landsdækkende serviceafdeling i samarbejde med søsterselskabet.

Hos Christiansen & Essenbæk er vi ikke fremmed over for betonrenovering af svømmehaller, men med ansættelsen af Sune Græsborg sidste år, som har mere end 25 års erfaring udelukkende inden for svømmehaller og bassiner, har vi sat ekstra fokus på denne niche. Dette har allerede resulteret i succesfulde renoveringsprojekter i blandt andet Frederiksværk, Hørsholm og på Amager.

Derfor tager vi nu skridtet videre og etablerer en landsdækkende serviceafdeling, der tager sig af udbedring af både små og store skader i forbindelse med klinker, fliser, membraner, utætheder og betonskader.

Den nye serviceafdeling er et samarbejde med vores søsterselskab, Murersvendenes Aktieselskab (MAS), hvilket sikrer, at afdelingen besidder omfattende teknisk viden og erfaring på området.

Serviceafdelingen er også etableret, fordi vi historisk set ofte er blevet kaldt ud til skader i svømmehaller og bassiner for sent, hvor andre har forsøgt at reparere skaderne, men i stedet har forværret dem.

Med den nye service tilbyder Christiansen & Essenbæk en hurtig vurdering af opgaven, enten ved at se billeder af skaden eller ved en besigtigelse, og kan dermed hurtigt sikre den rette løsning fra starten.

Vil du vide mere om vores landsdækkende serviceafdeling for svømmehaller, kan du kontakte Sune Græsborg.