Renovering af Malik Svømmehal i Nuuk

Christiansen & Essenbæk har vundet storentreprisen på renoveringen af Malik Svømmehal i Nuuk, Grønland. Den arkitektoniske svømmehal skal igennem en omfattende modernisering og forventes at være lukket i omkring et år under arbejdet.
Malik Svømmehal er en markant bygning i Nuuk med udsigt over fjorden og et stort sammenhængende bassinrum med flere bassiner og faciliteter.
Omfattende renovering af bassinrum og faciliteter
Projektet omfatter blandt andet nedbrydning af eksisterende overflader i bassinrummet. Efterfølgende opbygning med nye membraner, nye fliser i bassinet samt nye trapper og tilpasninger af bassinområderne. Der renoveres også omklædningsfaciliteter som en del af projektet.
“Svømmehaller er teknisk komplekse projekter, og Malik Svømmehal er samtidig en ret særlig bygning. Det gør det til en spændende opgave for os,” siger tilbudschef Magnus W. Michelsen.

Storentreprise med ansvar for byggepladsen
Som en del af storentreprisen står Christiansen & Essenbæk for nedrivning, beton, murer- og flisearbejderne. Derudover også etablering af byggepladsen, der danner ramme om arbejdet for de øvrige entrepriser på projektet.
Det betyder, at Christiansen & Essenbæk får ansvaret for den daglige koordinering og drift af byggepladsen gennem hele projektperioden.
“Vi kommer til at stå for en stor del af de grundlæggende arbejder og samtidig sikre, at byggepladsen fungerer i det daglige. Det giver et tæt samarbejde med de øvrige entrepriser på projektet,” siger afdelingschef Daniel Ravn.
Kendte ansigter vender tilbage til svømmehallen
Projektleder og formand, der er tilknyttet projektet, var også med, da Malik Svømmehal blev opført tilbage i 2002.
“Det er selvfølgelig lidt særligt at vende tilbage til et projekt, man selv har været med til at bygge for mere end 20 år siden,” siger projektleder Sune Græsborg.