Christiansen & Essenbæk investerer i solcelleanlæg på tværs af kontorejendomme

Christiansen & Essenbæk investerer i nye solcelleanlæg med tilhørende batterilagring på tværs af virksomhedens ejendomsportefølje. Initiativet er en del af virksomhedens fortsatte arbejde med ESG og skal bidrage til at reducere både energiforbrug, CO₂-aftryk og afhængighed af det eksterne elnet.
Anlæggene etableres på flere lokationer og kombinerer solceller med batteriløsninger, som gør det muligt at lagre den producerede energi og anvende den på tidspunkter, hvor elpriserne er høje eller behovet er størst.
“Vi arbejder løbende med at finde løsninger, der både giver mening miljømæssigt og driftsmæssigt. Solcelleanlæggene er et konkret tiltag, hvor vi kan reducere vores energiforbrug fra elnettet og samtidig øge andelen af vedvarende energi i vores daglige drift,” siger ESG-chef Jesper Løvkilde.
Mere egenproduktion og bedre udnyttelse af energien
Formålet med investeringerne er blandt andet at øge virksomhedens egenproduktion af vedvarende energi og skabe en bedre udnyttelse af den producerede energi gennem batterilagring. Ved at kombinere solceller og batterier kan energiforbruget i højere grad forskydes væk fra perioder med høje elpriser, samtidig med at belastningen på elnettet reduceres.

Det forventes, at anlæggene i perioden fra marts til oktober i vid udstrækning vil kunne dække ejendommenes elforbrug.
Solcelleanlæg på flere lokationer
De nye anlæg etableres blandt andet i Hedensted, Ejby Industrivej og på Erhvervsvej. Samlet omfatter projektet 751 solcellepaneler og en samlet batterikapacitet på 416 kWh. Den forventede årlige elproduktion er beregnet til 327.527 kWh, hvilket svarer til det gennemsnitlige elforbrug i cirka 73 danske husstande.
Et langsigtet fokus på ESG
Solcelleanlæggene er ét af flere initiativer, der i disse år bliver arbejdet med i Christiansen & Essenbæk. Fokus er både på konkrete miljøtiltag og på at udvikle en mere langsigtet og datadrevet tilgang til energi og ressourceforbrug.
“Vi ser ESG som et område, der skal omsættes til konkrete handlinger i hverdagen. Her er energiforbrug og egenproduktion nogle af de områder, hvor vi konkret kan flytte noget,” siger Jesper Løvkilde.